Seightseeing og ture

Selibi Pikwe
Omkring to en halv times kørsel fra Lotsane ligger Selibi Pikwe. Denne hyggelige lille by ligger i et uopdyrket område, der i mange år var brugt til kvægopdræt. Oprindeligt bestod området af to byer ved navn Selibi og Pikwe. Byerne voksede sammen i 1967 da kobber, nikkel og kobolt aflejringer blev fundet i området. Ligesom Gaborone har Selibe Pikwe et shoppingcenter med butikker og restauranter. Langs vejene i industriområdet finder man blomstrende træer og krat. Selibi Pikwe er nu Botswanas tredje største by med et indbyggertal på ca. 50.000.


Moletemane
Denne lille lokale landsby har 3000 indbyggere og består af en bar, en skole og en mindre butik. Her bor mange af de afrikanere, der til dagligt arbejder på de omkringliggende farme. Byen er ikke asfalteret og de fleste kører stadig rundt i gamle vogne, der er trukket af æsler. Få et indblik i de lokales miljø.

Pris pr. person:
DKK 80, min. DKK 500 pr. tur.




Moremi Gorge
Ca. en times kørsel er der gemt en skjult skat: Moremi Gorge. Denne smukke lagune ligger midt i den barske semi ørken som præger bushen. Her er dejligt grønt og en fantastisk udsigt. Efter en tur i det afkølede vand, nyder vi en ‘Bush Brie’ med pølser af Impala eller Kudu kød, samt god salat og tilbehør.

Moremi Gorge ligger i de smukke Tswapong Hills, der er præget af mange kløfter der dannes af regnvandet. Er man til lidt aktiv ferie er denne tur et godt valg, da den involverer en del tracking.

Moremi Gorge er ca. 150 km fra Lotsane Safari Lodge.

Pris per gruppe:
DKK 3000.


Gaborone
Botswanas hovedstad, Gaborone, som har ca. 208.000 indbyggere, er en by i rivende udvikling, faktisk en af de hurtigst voksende i hele Afrika. Gaborone har en fascinerende historie og meget at byde på. Udover at være centrum for kunst og håndværk har byen desuden et spændende national museum.

Museet ligger midt i Gaborone, her kan man fordybe sig i landets historie og lære mere om natur og dyreliv. Selve museet består af to gallerier, en smuk have såvel som den traditionelle museums udstilling. Gaborone har også to kunst gallerier, ’the Main’ og ’the Octagon’. Disse to gallerier har skiftende udstillinger, omkring 20 om året, ofte af lokale kunstnere og skoleelever. Der er et flot udvalg af lertøj og kurve i souvenir butikken i ’the Main Gallery’. Hvis du er heldig kan du nå at se den årlige kurve udstilling, hvor de smukkeste kurve fra hele landet er samlet.

Selvom Gaborone vildt reservat er forholdsvis lille, ca. 550 hektar, er det faktisk et af de mest besøgte i landet. Impala, kudu, struds, gnu, zebra, oryx, eland kan ses i parken. Der er ingen farlige rovdyr udover ørne og rovfugle, men er man heldig, kan man se parkens to næsehorn. Parken vrimler med forskellige fuglearter i de forskellige naturmiljøer. Beskyttede og udrydningstruede fuglearter yngler i reservatets damme.

Tilknyttet til reservatet er et besøgscenter, to skovturspladser og skjul hvorfra man kan se dyrene. Omgivet af høje bakker finder man Gaborone dæmning. Her er der mulighed for at sejle, windsurfe og fiske. Drikkevarer og lette måltider kan købes ved sejlklubbens udendørsbar. Der er skovturspladser og en stor lejeplads til børnene.


Sightseeing i Francistown
Francistown er den ældste by i Botswana. Navnet stammer fra en tidlig mine spekulant, Daniel Francis, som var direktør for Tati koncessions komite i 1880’erne. I 1867 blev der opdaget guld i området, dette foranledede en lokal guldfeber, men minerne var aldrig rigtig succesfulde. Da Mafikeng-Bulawayo jernbanen ankom i 1897 blev byen en jernbanestation, oplagringsstation og en lejrplads for minearbejderne. Byen voksede sig hurtigt større. Efter landets uafhængighed blev Francistown banebrydende indenfor tekstilindustrien, kemikalieindustrien og lædervarer.

Francistown har stadig karakter af at være en handels- og transitby. Byen er en vigtig mellemstation for rejsende, der har til hensigt at besøge de største turistattraktioner. Nord for byen ligger Chobe vildt reservat og Kasane og mod vest Kalahari ørkenen og Okavango delta. Folketallet for Francistown ligger i øjeblikket omkrig de 113.000. Byen har et museum og en kunsthåndværksshop hvor de lokalt producerede kunsthåndværk og lokalt fremstillede Marothodi, håndprintet tøj, kan købes. Der er desuden fortræffelige hoteller i byen såsom ’the Marang’ og ’the Cresta Thapama’.


Mahalapye and Palapye
Disse regionale byer har hver ca. 30.000 indbyggere. Mahalapye ligger på kanten af Kalahari ørkenen, så floderne løber kun i regntiden. Begge byer har en busstation, jernbanestation, hoteller og et markedsområde med flere butikker og restauranter. I modsætning til Mahalapye er man i gang med at bygge en international lufthavn i Palapye.

Palapye er generelt den hurtigst voksende landsby i Botswana og påbegyndte at bygge landets andet universitet i år 2009. I nærheden af Palapye ligger Tswapong Hills som har stor historisk betydning for området. Her finder man Moremi Gorge, som er et smukt naturområde med konstante vandhuller. Tag med til de større landsbyer i området og nyd den lokale natur.



Kruger Nationalpark
Kom med på vores mest populære safari til Sydafrikas største nationalpark, Kruger-parken. I parken, som er på størrelse med Israel, lever bl.a. løver, næsehorn, bøfler, leoparder og 13.000 elefanter. På vores todags tur kører vi rundt i den sydlige del af parken. Da turen er med halvpension, er der mulighed for at købe frokost i en af parkens mange cafeer. Alle cafeerne er smukt beliggende, bl.a. cafeen ved Sabie River, hvor man har udsigt ned til de mange flodheste der bader i middagssolen.

Safarilodgen ligger lige på den anden side af Kruger parken og består af 5 hytter med aircondition, toilet og bad. Lodgen har desuden swimmingpool og køkkenfaciliteter. 10 minutter fra safarilodgen ligger en privat dyrepark, Marloth Park. Her er der mulighed for aftensafari. I tilknytning til safarilodgen ligger et smukt udkigspunkt ud over en af de store floder i Kruger parken. Dette er et smukt sted at se solen gå ned, mens man nyder en lille aperitif før aftensmaden.

Med over 20 års erfaring i Kruger parken vil vores guide Lourens Aucamp fortælle om bl.a. de mange forskellige dyr og parkens historie. Vågn op til løvernes brøl og nyd denne smukke nationalpark med os.


Victoria Falls
Lotsane Safari tilbyder også ture til det smukke Victoria Falls. Turen er en 5 dagestur og undervejs overnatter man i det smukke Nata og Kasane. I Kasane er der mulighed for at komme på gamedrives og ture på floden, hvor man kan iagttage elefanter, flodheste, krokodiller og alle de forskellige antiloper ved vandet. Løver, leoparder og geparder lever vildt i området. I Nata, hvor man overnatter ca. halvvejs på turen, er elefanterne så tæt på at de om natten kommer for at drikke af swimming poolen.

Turen er bestemt en af de smukkeste ruter gennem Botswana. Det er smukt at se hvordan bushen ændrer udseende undervejs.



Pilansberg og Sun City
Lotsane Safari arrangerer også udflugter til nationalparken Pilansberg, hvor middagspausen bliver nydt i de luksuriøse omgivelser i Sun City. I nationalparken Pilansberg er bushen meget åben. Parken har alle ‘the big five’ plus stort set alle antiloper. På grund af den meget åbne bush, er det muligt at se store dyreflokke og få nogle fantastiske billeder med hjem.

I Sun City findes, blandt meget andet, nogle af Afrikas bedste golfbaner samt et stort og flot kasino. Stedet har desuden en kunstig regnskov og en laguna man kan bade i. Der er rig mulighed for vandsportsaktiviteterog i lagunen er der smukke sandstrande, bølger, palmer og blomster.


Mama Tau Løvepark
Vest for Lotsane Safari Lodge finder vi løveparken Mama Tau, som ligger i hjertet af Waterberg sletterne. Her lever brune løver og hvide løver, som er meget sjældne. Grunden til de hvide løvers usædvanlige pelsfarve er et recessivt gen, der findes hos meget få løver i fangenskab. Hvider løver er ikke en separat dyreart og har aldrig været almindelige i naturen.

Fra de åbne safaribiler er det muligt at komme helt tæt på løverne i deres naturlige omgivelser. Turene, som er ideelle for familier eller mindre grupper, vil blive ledt af en erfaren guide.

I forbindelse med turen til Mama Tau vil der være mulighed for shopping i Ellisras. I Ellisras er der mange butikker med alt fra tøj til sko og souvenirs. Ellisras ligger desuden som et naturligt stop på turen til Mama Tau og er derfor et ideelt sted at holde frokostpause.



Chobe Nationalpark
Chobe Nationalpark, som er den første nationalpark i Botswana, blev grundlagt i tresserne. De mange skovhuggere og jægere havde sat sit præg på den Botswanske natur og der var derfor et behov for at stoppe yderligere skade på miljøet. Med sine 11700 kvadratkilometer er parken Botswanas tredjestørste beskyttede område.

Det er et af de områder I Botswana som er mest forskelligartet når det kommer til terræn og arter. Chobe er et af de steder i Afrika, hvor man får de mest spektakulære elefant safarier. Tager man en tur ned af Chobe River kommer man tæt på de mange elefanter. Parken har dog mange andre dyr at byde på, blandt andet kafferbøfler, løver og flodheste. Den bedste tid at besøge parken er om vinteren, dvs. fra maj til oktober. Her er der større chance for at se dyrene ved vandhullerne og floderne, da de skal have slukket deres tørst.



Vaalwater og næsehornsmuseet
Vaalwater er en lille by der er kendt for sine mange souvenirbutikker og spændende boder. Her er der rig mulighed for at købe gaver og souvenirs til familie og venner hvis man har brug for det.
Næsehornsmuseet er dedikeret til at vise de mange forskellige næsehornsracer samt at bevare disse. Der er mulighed for at fodre tamme næsehorn og se alle de forskellige racer.



Okavango Delta
Paradis på jord, juvelen af Kalahari, en oase – disse er nogle af de mange beskrivelser af Okavango Delta. Faktum er, at Okavango er alle disse beskrivelser og meget mere, derfor har dyrelivsentusiaster fra hele verden altid været draget til dette sted. Okavango er et indlandsdelta på 16000 kvadratkilometer. Vandet i deltaet er usædvanligt rent pga. den uopdyrkede jord langs Okavango floden. Det er mest optimalt at besøge parken fra maj til august, her regner det ikke om dagen og temperaturerne er behagelige.

Dyrelivet i Okavango Delta er spektaktulært. Her ses store flokke af elefanter, bøfler samt alle kattedyrene. I området findes også den sjældne sitatunga. Sitatungaen har aflange hove, som gør den i stand til at gå på flydende vegetation. Denne antilope eksisterer udelukkende i sumpede områder.



Golf i Ellisras
En anden udflugtsmulighed er golf i Ellisras, som er en af de nærmeste byer til Lotsane. Sydafrika har en stolt tradition for golf, som stammer tilbage fra da englænderne bosatte sig ved Kap Horn.

Mogol golfbane er velkendt for sine meget store marula træer, også kendt som himmel bunkere. Begge baner er i flot stand og har 9 huller som standard, men kan udvides til 18 huller ved at flytte teestedet. Banen er betragtet som et af landets bedste vinterbaner og er en del af Mogol Sports Klub som også rummer mange andre faciliteter som tennis og svømning.

Caddie, golfvogn, samt golfudstyr i forskellige kvaliteter kan lejes for billige penge.



Bådtur
Prøv en tur op af den fantastiske Limpopoflod. Undervejs er der mulighed for at fiske og se en af de andre nabofarme, der bla. producerer tobak, peber, tomater og appelsiner.
Vi spiser aftensmad på båden og ser den fantastiske solnedgang over floden.

Pris per gruppe:
Pris på forespørgsel


ATV-tur
Ønsker du selv at tage en tur på Losane Safaris farm og have en “en mands fotosafari”, er det muligt at leje vores ATV (all terrain vehicle).

Leje per time:
DKK 250.



Picnic-tur til Solomon’s Wall
Af alle de mærkværdige geologiske ting som Botswana har at byde på, er Solomon’s Wall et af de mest bemærkelsesværdige. Solomon’s wall er en lodret klint af basalt, der engang dannede en naturlig dæmning til Motloutse floden.

Den 30 meter høje og 10 meter brede mur er et slående syn. Den udtørrede flodbred ved bunden af Solomon’s Wall er også et yndet opholdssted for de mange vilde elefanter og bavianer i området. Vi tager forfriskninger med på turen så vi kan spise frokost ved dæmningen. Turen til og fra Solomon’s Wall er en oplevelse i sig selv, da vi kører gennem naturområder med vilde næsehorn, giraffer og elefanter.

Pris per gruppe:
DKK 3000